USA
Oliepriserne falder efter nyt håb om Iran-aftale
Optimismen voksede, efter amerikanske embedsmænd beskrev konturerne af en mulig aftale med Iran.
Oliepriserne faldt seks procent til det laveste niveau i to uger, efter optimismen om en mulig aftale mellem USA og Iran voksede.
Ifølge Reuters skyldes markedsreaktionen især håb om fremskridt i forhandlingerne om Hormuzstrædet, hvor en femtedel af verdens olie- og LNG-forsendelser passerede før konflikten.
USA’s udenrigsminister Marco Rubio siger, at der ligger et “pretty solid thing on the table”. Det handler blandt andet om at få strædet åbnet og få Iran ind i en reel, tidsbegrænset forhandling om atomspørgsmålet.
Samtidig advarer Rubio om, at USA ikke vil vente for evigt. Washington vil enten få en god aftale med Iran eller håndtere landet “another way”.
En højtstående amerikansk embedsmand siger ifølge Reuters, at Iran principielt har accepteret at åbne Hormuzstrædet, hvis USA ophæver sin flådeblokade. Embedsmanden siger også, at Iran har accepteret at håndtere sit lager af højt beriget uran, men at spørgsmålet nu handler om hvordan.
Iran har ikke officielt bekræftet den amerikanske udlægning. Det iranske nyhedsbureau Tasnim, som forbindes med Revolutionsgarden, siger ifølge Reuters, at USA stadig blokerer for dele af en mulig aftale. Det gælder blandt andet Teherans krav om frigivelse af indefrosne midler.
Donald Trump har samtidig gjort klart, at den amerikanske blokade ikke fjernes uden en færdig aftale. Han skrev på Truth Social, at blokaden mod iranske skibe i Hormuzstrædet vil forblive i kraft, indtil en aftale er “reached, certified, and signed”.
Selv om oliepriserne faldt på håbet om fred, er konflikten langt fra løst. Ifølge Reuters står parterne stadig over for svære spørgsmål om Irans atomprogram, sanktioner, indefrosne olieindtægter og den bredere konflikt i Mellemøsten.
En aftale kan give markederne lettelse. Men den vil ikke nødvendigvis løse den globale energikrise med det samme.
Læs også: