Derfor jagter Trump nu en aftale med Iran i rekordfart

Donald Trump gik ind i krigen mod Iran for at presse Teheran og sende et signal om styrke. Men efter syv ugers konflikt er det ikke først og fremmest den militære udvikling, der har ændret hans kurs. Det er regningen.

Iran viste, at landet kan påføre USA og dets allierede store økonomiske omkostninger ved at lægge pres på Hormuzstrædet. Det ramte en central nerve i verdensøkonomien, fordi en stor del af de globale olieforsendelser passerer netop dér. Resultatet blev stigende energipriser, voksende inflationsfrygt og ny uro på markederne.

Det er en type pres, Trump har svært ved at ignorere. Han har længe præsenteret sig som præsidenten, der skal levere lavere priser og bedre økonomiske vilkår. Når krigen i stedet forbindes med dyrere benzin, højere flypriser og bekymring for recession, ændres hele den politiske balance.

Derfor blev skiftet fra luftangreb til diplomati så markant. Den 8. april begyndte Trump at søge en politisk vej ud, og da Iran fredag meldte ud, at Hormuzstrædet ville blive genåbnet for skibsfart, reagerede markederne med lettelse. Oliepriserne faldt, og investorerne tog imod signalet som et tegn på mulig afspænding.

Men regningen er ikke væk. Forhandlingerne med Iran er stadig præget af uenigheder, og det er uklart, om en aftale kan indfri de mål, Trump selv har stillet op. Samtidig nærmer midtvejsvalget sig, og Republikanernes smalle flertal gør økonomisk modvind endnu farligere.

Krigen har derfor ændret karakter. Den handler ikke længere kun om atomprogram, luftangreb og afskrækkelse. Den handler også om, hvor meget økonomisk smerte en amerikansk præsident kan absorbere, før han tvinges mod en løsning. I den forstand blev Iran-krigen ikke bare en test af militær styrke, men af Trumps evne til at holde sammen på økonomien, mens konflikten raser.