Derfor er Irans atomprogram stadig den største forhindring for en aftale

Der er fornyet optimisme omkring muligheden for at standse Iran-krigen, men ét tema overskygger fortsat alle andre: Irans atomprogram.

Pakistan forsøger i disse dage at holde forhandlingerne i live, og landets hærchef Asim Munir er rejst til Teheran efter en weekend med lange samtaler i Islamabad uden endelig aftale. Målet er at sikre, at den to ugers våbenhvile fra 8. april ikke kollapser, før en ny forhandlingsrunde kan begynde.

Ifølge Reuters-noten er der sket fremskridt på flere vanskelige punkter. Alligevel er det atomrelaterede spor stadig den største blokering. Det skyldes, at parterne ikke blot diskuterer en midlertidig pause, men selve rammen for Irans fremtidige nukleare kapacitet.

USA har ifølge oplysninger foreslået en 20-årig suspension af al iransk atomaktivitet. Iran har i stedet peget på en langt kortere pause på tre til fem år. Hertil kommer kravet fra Washington om, at beriget nukleart materiale skal fjernes fra Iran, mens Teheran samtidig kræver lettelser i de internationale sanktioner.

Det er ikke tekniske detaljer i periferien. Det er konfliktens kerne. Atomspørgsmålet handler både om sikkerhed, afskrækkelse, regional magtbalance og politisk prestige. Derfor kan der godt være fremgang i forhandlingernes tone uden, at der er reelt gennembrud i substansen.

Samtidig bliver billedet mere komplekst, fordi Libanon også er blevet en del af samtalerne. En mulig våbenhvile dér anses som vigtig for enhver bredere fredsløsning. Det viser, at konflikten ikke længere kan ses som et isoleret Iran-spor, men som en samlet regional krise.

Alligevel er det atomprogrammet, der bestemmer, hvor langt fredshåbet reelt kan bære. Markederne kan reagere på overskrifter, og diplomatiet kan skabe bevågenhed om fremskridt. Men så længe den nukleare konflikt ikke er løst, vil enhver aftale være skrøbelig.

Derfor står verden i et paradoksalt øjeblik. Chancen for en aftale er større end for få dage siden. Men samtidig er det blevet tydeligere, at den sidste og sværeste knude endnu ikke er løst.