Pressemeddelelse
Overgangen fra studieliv til arbejdsliv kan være svær – og særligt for studerende og nyuddannede med en funktionsnedsættelse. Derfor går Djøf nu sammen med Videnscenter om handicap om at etablere et nyt netværk, der skal give støtte, fællesskab og redskaber til unge akademikere på vej ind på arbejdsmarkedet.
Et nyt netværk skal gøre det lettere for nyuddannede med psykiske eller fysiske udfordringer at komme ind på arbejdsmarkedet. Vi har brug for alle på det danske arbejdsmarked – særligt også dem med funktionsnedsættelser og det uanset, om det er fysiske eller psykiske udfordringer, som for eksempel angst, ADHD, kroniske smerter eller bevægelsesnedsættelser. Derfor søsætter Djøf og Videncenter om handicap nu netværket hvor de nyuddannede får inspiration og konkrete redskaber til deres jobsøgning og et fællesskab, hvor de kan spejle sig i andres erfaringer.
“Vi ved, at mange unge med psykiske og fysiske funktionsnedsættelser møder flere barrierer på vej ind i arbejdslivet, og at de alt for ofte står alene. Som fagforening vil gerne hjælpe de nyuddannede godt ind på arbejdsmarkedet. Der er brug for deres viden og kompetencer, og derfor skal vi skabe et arbejdsmarked, hvor de får mulighed for at udfolde sig og bidrage. Det her samarbejde er et vigtigt skridt i den retning,” siger Sara Vergo, formand for Djøf.
Antallet af studerende med funktionsnedsættelser på de videregående uddannelser er steget markant de seneste år. En ny studielivs undersøgelse fra Djøfs studielivsundersøgelser viser, at studerende med en funktionsnedsættelse er mere bekymrede for overgangen til arbejdsmarkedet, i sjældnere grad har et studiejob, der gør dem klar til overgangen – og ofte tier med deres funktionsnedsættelse. Dermed vil fagforeninger og a-kasser i stigende grad møde nyuddannede, der har brug for støtte til en god overgang fra uddannelse til job.Videnscenter om handicap står bag projektet og koordinerer udviklingen og afprøvningen af netværkene i samarbejde med Djøf, Akademikernes A-kasse og Lærernes A-kasse.
“Overgangen fra studie til arbejdsliv er en kritisk og ofte sårbar fase for unge med funktionsnedsættelse. Her kan et fagligt fællesskab, hvor man spejler sig i andre og får konkrete redskaber, gøre en markant forskel. Derfor er det så værdifuldt, at Djøf går aktivt ind i udviklingen. Når faglige organisationer tager ansvar for at åbne fællesskaberne for alle, styrker vi både den enkelte og arbejdsmarkedet som helhed,” siger direktør i Videnscenter om handicap, Dorte Nørregaard.
Udviklingsprojektet er støttet af Studenterrådgivningen med midler fra Uddannelses- og Forskningsministeriet og løber fra maj 2025 til december 2026.
Læs mere om netværket her: Netværk for nyuddannede med funktionsnedsættelse
Kontakt Helle Slejborg, mediechef i Djøf, tlf. 29 73 47 43, hsl@djoef.dk
Fakta
- Studerende med en funktionsnedsættelse er markant mere bekymrede for overgangen til arbejdsmarkedet. 71 % er enige eller helt enige i, at de er bekymrede for, at det bliver svært at få deres første fuldtidsjob, mod 43 % blandt øvrige studerende. Kilde: Djøfs Studielivsundersøgelse
- Studerende med en funktionsnedsættelse forventer oftere en periode med ledighed efter endt uddannelse. Signifikant flere (40 %) forventer at gå ledige i en periode, mod 18 % blandt øvrige studerende. Kilde: Djøfs Studielivsundersøgelse
- Antallet af studerende med funktionsnedsættelser på de videregående uddannelser er steget markant de seneste år, fra 3% i 2010 til 12,6% i 2021. Kilde: Uddannelses- og Forskningsministeriet, 2024.
Læs også: