Skattesænkning kan sætte skub i generationsskifte hos vognmænd

SVM-regeringens sænkning af skatteprocenten for virksomheder, der går i arv, er en god måde at få gang i generationsskifte i tide i vognmandsbranchen. Det mener DTL – Danske Vognmænd, der også er glade for, at virksomhedsejerne fremover får krav på selv at værdisætte deres virksomhed.

Foto: Niels Møller Madsen
Foto: Niels Møller Madsen

Regeringen vil nu sænke skatteprocenten fra 15 til ti pct., for virksomheder, der indgår i et generationsskifte. Og fremover afløses skattemyndighedernes skøn over virksomhedens værdi af et skema, hvor virksomhedsejerne efter nærmere retningslinjer selv kan foretage værdisætningen. DTL – Danske Vognmænd finder initiativet positivt:

– Der sker i disse år en omfattende konsolidering i transportbranchen, og samtidig er familieejede virksomheder meget fremherskende blandt vognmændene, udtaler DTL’s adm. direktør Erik Østergaard.

– Rigtig mange danske transportvirksomheder, fra mastodonter til de mindre, står over for at skulle ejerskiftes i løbet af de næste ti år. Så der er en markant fordel i, at en virksomhedsoverdragelse sker på en så skatte- og kapitalmæssig lempelig og ensartet måde som muligt.

Erik Østergaard peger på, at en skattesænkning på overdragelse og generationsskifte kan betyde, at man i tide sikrer, at det er de rigtige personer, der overtager virksomheden. Samtidig undgår man, at virksomheden bliver drænet for kapital, som kunne være brugt til investeringer i virksomheden.

– Selv om tendensen i tiden er at blive langt længere på arbejdsmarkedet, vil en skattesænkning på overdragelse formentlig give flere et incitament til at afhænde virksomheden i tide og give nye kræfter større lyst til at overtage. Det kan også give et skub til den nødvendige grønne omstilling og dermed større konkurrencedygtighed, vurderer Erik Østergaard.

Regeringen foreslår, at initiativerne implementeres med virkning fra 1. oktober 2024.

Del artiklen:

© 2024 CONNERY ApS • Cookie- og privatlivspolitikPersondatapolitik • CVR-nr.: 33505302 • Hobrovej 42 D 1, 9000 Aalborg