Novo Holdings og DLG-koncernen indgår samarbejde om fremme af bæredygtig planteproduktion

Novo Holdings og DLG-koncernen indgår et strategisk partnerskab, der skal fremme bæredygtig landbrugs- og fødevareproduktion. I første fase overtager Novo Holdings 25 % af aktierne i Sejet Planteforædling (Sejet), der er 100 % ejet af DLG-koncernen og førende inden for landbrugsinnovation.

Foto: DLG Group
Foto: DLG Group

Sejet har siden 1947 ydet et vigtigt bidrag inden for landbruget i form af brug af innovative teknologier til forædling af kornsorter som f.eks. hvede og byg, der på landbrugene giver et større udbytte og begrænser ressourceforbruget. Trods sin størrelse hører Sejet til blandt Europas mest avancerede planteforædlingsvirksomheder og råder over nogle af branchens mest talentfulde planteforædlere.   

Ved hjælp af moderne forædlingsteknologier er det Sejets mission at frembringe nye og forbedrede kornsorter, der kan tilpasses de nuværende og fremtidige vækstbetingelser. Målet er at skabe kornsorter, der er robuste og leverer et højt udbytte og på den måde reducerer CO2-aftrykket fra markerne. Planteforædling spiller også en vigtig rolle, når det drejer sig om at opnå bedre modstandsdygtighed over for sygdom og tørke, forbedret næringsindhold samt øge kvaliteten af korn til brug for både dyr og mennesker. 

Det primære formål med partnerskabet mellem Novo Holdings og DLG-koncernen er at udvide Sejets nuværende forretning og investere i nye teknologier, som kan sætte fart på udviklingen af nye kornsorter. Derudover er målsætningen for partnerskabet at øge Sejets markedsandel i Europa. 

Planteforædling skal understøtte den grønne omstilling 

Planteforædling øger udbytterne med gennemsnitligt cirka 1 % årligt*[1] og baner vejen for udvikling af planter, der er modstandsdygtige over for klimaforandringer og kan brødføde verdens voksende befolkning. Nye genomteknikker som f.eks. CRISPR kan sætte fart på udvikling af forædlingsprocesser og frembringe nye egenskaber, der er gavnlige for dyrkning, kvalitet og klima. 

Planteforædling er blevet et vigtigt emne på den politiske agenda og i agrisektoren, da det bidrager til en mere bæredygtig planteproduktion verden over og i sidste ende understøtter landmænd i den grønne omstilling og dermed produktion af fødevarer lokalt. I dag sætter EU-regulativer en begrænsning på anvendelsen af nye genomteknikker, men der imødeses en ny lovgivning på området i den nærmeste fremtid. 

Jesper Pagh, Group COO, DLG:  

“Det er en stor mulighed for os og et vigtigt skridt for vores selskab og vores ejere i landbruget, at vi har indgået et strategisk samarbejde med en verdenskendt life-science investor som Novo Holdings. Vi har en fælles ambition om at fremme bæredygtigt landbrug og fødevaresystemer, hvor vi kan være med til at brødføde en voksende verdensbefolkning, mens vi samtidig tager hensyn til biodiversitet, mennesker og planeten. Vores invitation til Novo Holdings om at træde ind i Sejet er et oplagt første skridt i et forhåbentligt vellykket og langtidsholdbart partnerskab, hvor vi drager nytte af vores respektive kompetencer og et fælles mål om at skabe en mere bæredygtig fremtid for landbruget.” 

Aleks Engel, partner i Planetary Health Investments, Novo Holdings:  

“Det glæder os at kunne meddele, at vi er indtrådt i et partnerskab med DLG-koncernen, som i mere end hundrede år har gået forrest i udviklingen af en innovativ landbrugssektor. Sejets flotte innovative og finansielle resultater sammen med deres solide kundekatalog stemmer helt overens med vores strategiske mål. Den forventede lempelse af EU’s krav til nye teknikker indenfor planteforædling vil udgøre en enestående mulighed for at drage nytte af Sejets ekspertise som en innovativ platform. Dette partnerskab sætter en streg under vores ønske om at udbrede landbrugsrelaterede teknologier, der skal bidrage til at brødføde verden på en bæredygtig måde.” 

Om Novo Holdings A/S   

Novo Holdings er et dansk holding- og investeringsselskab, der varetager forvaltningen af Novo Nordisk Fondens aktiver og formue. Novo Holdings har til formål at fremme menneskers sundhed og samfundets og planetens bæredygtighed ved at sikre et langsigtet afkast på Novo Nordisk Fondens aktiver.  

Novo Holdings er 100 pct. ejet af Novo Nordisk Fonden og har kontrollerende ejerskab i Novo Nordisk og Novonesis samt varetager en bred investeringsportefølje med fokus på et langsigtet afkast. Novo Holdings forvalter en bred portefølje af aktier, obligationer, fast ejendom samt investeringer i infrastruktur og private equity, og er derudover en af verdens førende investorer inden for life science. Gennem sine Seeds, Venture, Growth, Planetary Health Investments og Principal Investments teams investerer Novo Holdings i virksomheder på alle udviklingsstadier.  

Ved udgangen af 2023 havde Novo Holdings samlede aktiver til en værdi af 1.114 mia. kr. 

Om Novo Nordisk Fonden 

Novo Nordisk Fonden blev etableret i Danmark i 1924 og er en erhvervsdrivende fond, karakteriseret som en nonprofit organisation, der støtter almennyttige formål. Fondens vision er at fremme menneskers sundhed og samfundets og planetens bæredygtighed. Fondens mission er at fremme forskning og innovation, der bidrager til forebyggelse og behandling af kardiometaboliske og smitsomme sygdomme, og fremme viden samt løsninger, der støtter den grønne omstilling i samfundet.

Om DLG og Sejet 

DLG-koncernen er en af Europas førende virksomheder, der opererer inden for fødevarer, energi og byggematerialer, og som dermed opfylder nogle af de mest grundlæggende behov for mennesker og i samfundet. DLG er et andelsselskab og ejes af danske landmænd. Vores rødder er danske, men vores udsyn er globalt. Fra udelukkende at operere i Danmark er DLG-koncernen vokset markant gennem de seneste 20 år og har i dag aktiviteter i 18 lande og salg til 70 lande verden over. 

Med afsæt i vores ønske om at skabe en bedre fremtid for kommende generationer udvikler og leverer vi løsninger og produkter, som kan hjælpe vores kunder og ejere til at bidrage til en grønnere fremtid, mens vi forandrer måden, vi driver virksomhed på. 

Sejet er tilknyttet DLG-koncernen. Sejet har siden 1947 udviklet nye og forbedrede kornsorter, som er tilpasset nutidens krav til fordel for landbruget og tilknyttet industri. I dag er Sejet en af Europas førende og mest moderne planteforædlingsfirmaer med egne forædlingsprogrammer og med bred repræsentation uden for Danmark.

Del artiklen:

© 2024 Copenti ApSCookie- og privatlivspolitikPersondatapolitik • CVR-nr.: 42267937 • H.P. Hansens Plads 32, 4200 Slagelse • Tlf: +45 39 39 32 45