Landdistrikterne: Fjernvarmeaftale svigter borgeres mulighed for at vælge andre kollektive varmeløsninger

Fjernvarme kan være på vej mod en udfasning i mange landdistrikter, som følge af ny fjernvarmeaftale. Samtidig giver aftalen ikke kommunerne direkte mulighed for at sikre finansieringen af andre kollektive varmeforsyningsløsninger, såsom termonet. Formand for Landdistrikternes Fællesråd savner en minister, der kommer ud og oplever virkeligheden i landdistrikterne.

Formand for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard Foto: Mads Krabbe
Formand for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard Foto: Mads Krabbe

I mange landsbyer kæmper lokale interessegrupper med at lave kollektive varmeforsyningsprojekter, såsom termonet, da især samfundsøkonomiske beregninger har udelukket dem fra at få fjernvarme. Projekterne er flere steder klar til at kunne etableres, hvis ellers kommunerne kunne få lov til at give en kommunegaranti, som til traditionelle fjernvarmeprojekter, hvilket er afgørende for at projekterne kan blive til virkelighed.

Kommunegarantien er dog ikke en del af den fjernvarmeaftale, som der i sidste uge blev indgået af regeringen og et bredt flertal i Folketinget. Det møder stor kritik fra Landdistrikternes Fællesråd.

– Vi frygter, at tusindvis af forventningsfulde borgere ikke kan komme videre med alternative kollektive varmeforsyningsløsninger, som fx termonet, da der ikke kan opnås kommunegaranti ved etablering, som vi kender fra fjernvarme, siger formand Steffen Damsgaard og uddyber:

– Det er et stort problem, da vi forventer, at det kommende prisloft vil få mange til at se sig om efter andre varmeløsninger, enten frivilligt eller fordi det lokale forbrugerejede fjernvarmeværk bliver presset af udmeldinger og dermed mod konkurs, som følge af prisloftet.

Med den manglende kommunegaranti i den politiske aftale, bliver skiftet til andre kollektive varmeløsninger reelt umuligt, mener Landdistrikternes Fællesråd.

– En finansieringsløsning via de kommunale forsyningsselskaber er ikke tilstrækkelig. Der skal en kommunegaranti til for at skabe ordentlige rammebetingelser for termonet og lignende løsninger, understreger Steffen Damsgaard.

En fælles forsyningsløsning giver tryghed

Den politiske aftale fremhæver varmepumper som et grønt alternativ til fjernvarme. Men for mange vil en varmepumpe ikke være et trygt alternativ til fjernvarmen.

– En varmepumpe er en individuel løsning, hvor du selv står med ansvaret, når den ikke virker. Derfor ønsker mange at gå væk fra de individuelle løsninger til fordel for kollektive varmeløsninger. For der er en tryghed og sikkerhed i at have en fælles forsyningsløsning, og det er der mange borgere, som gerne vil betale lidt ekstra for, særligt de lidt ældre, påpeger Steffen Damsgaard.

Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard har i forlængelse af aftalen udtalt, at organisationen Dansk Fjernvarme, som også har kritiseret aftalen, bør tørre øjnene. Dén opfordring giver Steffen Damsgaard ikke meget for.

– Jeg savner i dén grad en minister, der kommer ud og oplever virkeligheden, ikke mindst i landdistrikterne. For den her aftale tager ikke højde for de borgere, der risikerer at miste deres fjernvarmeløsning, og den hjælper dem heller ikke videre til et reelt alternativ til fjernvarmen. Vi oplever med denne aftale, at vi ikke er på vej mod et land i bedre geografisk balance, som der står i regeringsgrundlaget, men derimod det stik modsatte, afslutter han.

Del artiklen:

© 2024 Copenti ApSCookie- og privatlivspolitikPersondatapolitik • CVR-nr.: 42267937 • H.P. Hansens Plads 32, 4200 Slagelse • Tlf: +45 39 39 32 45