Middelfart Sparekasse har ansat 54-årige Jesper Rønne fra Hinnerup som privatkundechef i sparekassens afdeling på Dokk1 i Aarhus.
Gennem sine mere end 35 år i finanssektoren har Jesper Rønne beskæftiget sig med privatkunder. Siden årtusindskiftet har han arbejdet som leder i Nordea – først som kundegruppeleder i forskellige afdelinger og fra 2002 til marts 2022 som filialdirektør. Herefter vicefilialdirektør frem til nu, hvor han altså bliver at finde hos Middelfart Sparekasse på Dokk1 i Aarhus – en by, han har en stærk tilknytning til.
– Jeg kender Aarhus rigtig godt, både gennem foreningslivet og arbejde. Jeg har selv spillet og trænet fodbold i Aarhus Fremad, og så har jeg deltaget i forskellige netværksgrupper gennem årene i byen. Jeg boede centralt i Aarhus i perioden 1993 til 2004, hvor vi som familie flyttede til Hinnerup i forbindelse med mit første job som filialdirektør, fortæller den nyslåede privatkundechef, der stadig bor i Hinnerup.
– Jeg glæder mig enormt meget til at komme i gang. Middelfart Sparekasse er gennem flere år kåret som en af landets bedste arbejdspladser, og det tiltaler mig, at der så stor medbestemmelse, og at sparekassen gerne vil differentiere sig i mødet med kunderne og medarbejderne uden at drive forretningen ud fra KPI-mål. Jeg tror selv på det gode samarbejde og elsker at se smilet i kollegernes øjne, når ting lykkes. Jeg har generelt en proaktiv tilgang til tingene og brænder for at skabe gode resultater sammen med kollegerne og være med til at udvikle dem, siger Jesper Rønne.
Fritiden foregår gerne i selskab med familie og venner – både hjemme og i udlandet – gerne over et glas vin. Siden Jesper Rønne lagde fodboldstøvlerne på hylden for 10 år siden, har han kastet sig over golf og padel. Interessen for fodbold er dog ikke forsvundet, og Jesper Rønne kan sagtens leve sig ind i spillet som tilskuer, hvad end det er på stadion eller foran sit tv.
Mest læste nyheder
© 2024 Copenti ApS • Cookie- og privatlivspolitik • Persondatapolitik • CVR-nr.: 42267937 • H.P. Hansens Plads 32, 4200 Slagelse • Tlf: