If Forsikring har indledt et samarbejde med udvalgte autoophuggere for at fremme grønnere bilreparationer. Forsikringsselskabet håber, at de som pionerer kan være med til at sætte ny standard i forsikringsbranchen.
Ved at oprette en struktureret lagerføring af gode brugte reservedele fra skadede biler har If Forsikring taget første skridt i forsikringsbranchen mod mere bæredygtige reparationer. Projektet, der er udviklet over det seneste halve år, sikrer, at værdifulde reservedele kan genanvendes til reparationer.
”Vi genbruger de raske reservedele fra totalskadede biler og beholder dem her i landet. Det sparer både ressourcer og reducerer CO2-udledning”, fortæller Daniel S. Pigsborg, eftermarkedschef hos If Forsikring og drivkraft bag samarbejdet med et landsdækkende netværk af autoophuggere.
Ved at lave en spærring på biler med kvalitetsdele, forhindres eksport, så køretøjernes dele kan bruges til bæredygtige reparationer. If har i autobranchen oplevet stor begejstring for, at det nu er muligt at skaffe de dele, som mange førhen har efterspurgt, men ingen har kunne levere, fordi bilerne blev solgt ud af landet. Genanvendelse i Danmark reducerer samtidigt transportrelateret CO2-udledning.
Det igangværende pilotprojekt har fokus på at sikre kvalitetsreservedele fra biler, der er fem år eller ældre.
Daniel S. Pigsborg betegner bæredygtige reparationer som en værdikæde alle får gavn af, men han erkender samtidigt, at det er en tanke, der skal modnes hos forbrugerne.
”Det er væsentligt at få kommunikeret til bilejerne, at en genanvendelig reservedel bliver malet og klargjort på samme måde som en helt ny del. Der er aldrig tale om, at der bliver sat en rød dør på en hvid bil, men det er instinktivt den tanke, nogle vil få”, siger han.
En væsentlig fordel for bilejerne er, at reparationer ofte kan udføres hurtigere, fordi reservedelene befinder sig i landet, og i kraft af det landsdækkende samarbejde, ofte ganske tæt på.
”I sidste uge skulle vi skifte en skadet dør på en bil fra 2016. Værkstedet konstaterer, at der ikke er nogle brugte døre på markedet og den nye dør er i restordre. Samtidig har kunden svært ved at undvære bilen. Vi tjekker herefter vores lagerliste og så viser det sig, at der fra en tilsvarende bil er sat en dør til side hos Nordjysk Autoophug. Så vores løsning vakte stor tilfredshed hele vejen rundt, selvfølgelig især hos kunden, som kunne få repareret sin bil før forventet”, fortæller Daniel S. Pigsborg.
If Forsikring har eksklusivret til de indsamlede reservedele i seks måneder, hvor forsikringsselskabets samarbejdende værksteder kan købe delene direkte fra ophuggerne. Efter de seks måneder kan ophuggerne frit sælge delene videre.
De medvirkende autoophuggere i startfasen er Nordjysk Autoophug, Salling Autogenbrug, Ørbæk Autogenbrug og Næstved Autoophug, hvis placeringer betyder, at If kan tilbyde landsdækkende service til værksteder, der mangler de pågældende reservedele.
If er foreløbig eneste forsikringsselskab, som lagerfører genanvendelige reservedele, og selskabet oplever interesse fra flere ophuggere for at være med i ordningen. Foreløbig er det et pilotprojekt på en række udvalgte bilmodeller, men selskabet ser afgjort mulighed for at udvide.
”Vi har lyttet til de ophuggere, som har været frustreret over, at forsikringsselskaberne efterspørger gode, brugte reservedele, men samtidig selv sælger deres totalskadede biler til eksport, for så er vi jo selv med til at stoppe fødekæden af reservedele. Derfor er dette her vejen frem”, siger eftermarkedschef Daniel S. Pigsborg.
Mest læste nyheder
© 2024 Copenti ApS • Cookie- og privatlivspolitik • Persondatapolitik • CVR-nr.: 42267937 • H.P. Hansens Plads 32, 4200 Slagelse • Tlf: