Flere SMV’er skal vise rettidig omhu mod cybertrusler

Krigen i Ukraine har fået flere små og mellemstore virksomheder til at se på deres IT-sikkerhed. Alligevel er sikkerhedsniveauet ikke højt nok blandt små og mellemstore virksomheder i Danmark, når det gælder IT. Hele 35 procent har et for lavt IT-sikkerhedsniveau – viser tal fra Digitaliseringsstyrelsen.

Selv mindre virksomheder skal ikke undervurdere risikoen for cyberangreb
Selv mindre virksomheder skal ikke undervurdere risikoen for cyberangreb

Basale tiltag, som backup af data og systematisk opdatering af programmer, er fortsat en mangelvare hos flere danske små og mellemstore virksomheder. Godt hver tredje virksomhed med under 249 ansatte har et for lavt IT-sikkerhedsniveau, og 29 procent af virksomheder med 5-9 ansatte anvender slet ikke de to basale sikkerhedstiltag. Virksomhederne er derfor ekstra sårbare for cyberangreb.

Digitaliseringsstyrelsens tal viser samtidig, at 28 procent af små og mellemstore virksomheder blev udsat for brud på cybersikkerheden i 2022.

”Mange små og mellemstore virksomheder undervurderer desværre risikoen for cyberangreb. De tror ikke, de er attraktive mål, men de kan være nemme ofre for cyberkriminelle, netop fordi deres sikkerhedsniveau er lavere end de større virksomheders. For hackeren handler det ikke nødvendigvis om den mindre virksomhed selv, men i flere tilfælde om at skaffe adgang til større samarbejdspartnere som f.eks. virksomhedens kunder”, fortæller Casper Gerner Mikkelsen, der er forretningsudvikler og specialist i digitalisering hos Erhvervshus Nordjylland.

IT-sikkerhed skal derfor tages alvorligt og tænkes ind i hele virksomhedens værdikæde.

Flere virksomheder møder krav om standarder for cybersikkerhed. Det møder de i form af strammere lovgivning, men også fra kunder, leverandører og samarbejdspartnere, som ikke vil risikere at indgå et samarbejde med virksomheder, der kan true IT-sikkerheden i deres værdikæde.

”Compliance inden for IT-sikkerhed er i dag en konkurrenceparameter, og noget der bliver mere og mere almindeligt i forhandlingssituationen med større kunder”, forklarer Casper Gerner Mikkelsen.

Han opfordrer alle små og mellemstore virksomheder til at se nærmere på deres IT-sikkerhed – og ikke kun på de tekniske foranstaltninger, men som en integreret del af virksomhedens strategiske ledelse.

Heldigvis er der mange tilbud at få for små og mellemstore virksomheder, der ønsker at gøre noget ved IT-sikkerheden.

”Cybersikkerhed er om noget et højaktuelt emne, og der er masser af hjælp at hente for små og mellemstore virksomheder. Virksomhedsguiden.dk tilbyder et sikkerhedstjek, og i samarbejde med Industriens Fond og de øvrige Erhvervshuse tilbyder vi flere tiltag, som skal styrke virksomhederne i deres digitale sikkerhed. Så der er ingen undskyldning for ikke at gå i gang”, fremhæver Casper Gerner Mikkelsen.

Et af de kommende tiltag er spillet Under Angreb, som Center for Cybersikkerhed står bag. Erhvervshus Nordjylland har inviteret Industriens Fond og Center for Cybersikkerhed til Nordjylland i efteråret, og her kan virksomheder lære, hvordan de omsætter det nuværende trusselsbillede til konkret handling gennem et spil. 

Råd til virksomheder om IT-sikkerhed

  • Få overblik over vigtige data og systemer
  • Opdater programmer løbende
  • Køb antivirus og firewall
  • Tag backup af data
  • Lær at spotte mistænkelige mails
  • Lav stærke adgangskoder og brug to-faktor-login
  • Stil sikkerhedskrav til IT-leverandøren

Cases
Eksempler på virksomheder, der oplevet IT-sikkerhedsbrud: Virksomhedscases

Del artiklen:

© 2024 Copenti ApSCookie- og privatlivspolitikPersondatapolitik • CVR-nr.: 42267937 • H.P. Hansens Plads 32, 4200 Slagelse • Tlf: +45 39 39 32 45