Dansk Industri (DI) er glade for, der nu for alvor er taget hul på udmøntningen af millioner, der skal styrke erhvervsskolerne og sikre at kvaliteten i dem er tidssvarende.
Det er en god dag for de danske erhvervsskoler. For regeringen og Folketingets partier er i dag blevet enige om næste udmøntning af midlerne til erhvervsuddannelserne. Man vil bl.a. investere knap 300 mio. kr. i udstyrsløft og lærerkompetencer specifikt inden for det grønne område over de næste fire år.
– Det peger i den rigtige retning, og vi glæder os til at komme i gang med at få løftet vores uddannelser. Vi har længe efterspurgt investeringer i nyt udstyr og materialer, så det er mere tidssvarende – og det er vigtigt. For moderne maskiner og værktøj er nødvendigt for at kvalitetssikre de faglærtes uddannelse og afgørende for, at vi får uddannet nogle dygtige faglærte. De er nemlig altafgørende for, at den grønne omstilling lykkes, siger Signe Tychsen Philip, underdirektør for erhvervsuddannelser i Dansk Industri.
Regeringen og Folketingets partier er desuden enige om at afsætte 2,8 millioner kroner årligt i 2024 og 2025 til at gøre 2025 til Erhvervsuddannelsernes år, samt give flere unge på erhvervsuddannelserne mulighed for studieture og udlandsophold.
– Alt for mange børn og unge ved ikke helt, hvad erhvervsuddannelserne har at byde på. Derfor er Erhvervsuddannelsernes år 2025 et initiativ, som vil betyde, at flere får øjnene op for de mange spændende muligheder, en erhvervsuddannelse kan give, siger Signe Tychsen Philip.
– Studieture og udlandsophold er ikke kun forbeholdt unge, der tager en gymnasial uddannelse. Et ophold i udlandet giver uvurderlige internationale erfaringer og et andet perspektiv på sit fag. At det nu bliver mere tilgængeligt på erhvervsskolerne er en virkelig god nyhed.
Regeringen har afsat cirka 300 millioner kroner i 2024 stigende til cirka 900 millioner kroner fra 2030 og frem til at hæve kvaliteten af erhvervsuddannelserne. Derfor ser vi i DI frem til, at regeringen tager næste skridt til at udmønte de sidste mange millioner.
– Vi ser frem til næste udspil som forhåbentlig vil handle om hovedparten af midlerne, så vi kan få løftet erhvervsuddannelserne bredt. Der er brug for midler til yderligere taxameterforhøjelser til kvalitetsløft af uddannelserne, midler til udvikling af uddannelser og en tiltrængt udbudsrunde afslutter hun. Erhvervsuddannelserne har været underprioriteret for længe. Pengene skal ud og leve så hurtigt som muligt, siger Signe Tychsen Philip.
Mest læste nyheder
© 2024 Copenti ApS • Cookie- og privatlivspolitik • Persondatapolitik • CVR-nr.: 42267937 • H.P. Hansens Plads 32, 4200 Slagelse • Tlf: