Det er ikke overraskende, at danskerne tror og håber på dansk EM-succes: Men også i Sverige og Norge bliver der i overraskende stor stil krydset fingre for Kasper Hjulmands tropper. Vi har spurgt til støtten fra naboerne.
Hverken Sverige eller Norge er med ved fodbold-EM i Tyskland, og derfor har mange af vores skandinaviske naboer i stedet kastet deres kærlighed på Kasper Hjulmands rødhvide tropper.
Sådan lyder meldingen fra Danske Spils nordiske broder-firmaer Svenska Spel og Norsk Tipping.
(Til gengæld bliver der ikke kippet med Dannebrog i Frankrig, hvor befolkningen tilsyneladende er nærmest arrogant selvsikre på endnu et fransk mesterskab.)
“Vi ønsker Danmark alt det bedste og håber, at de danske drenge vil repræsentere norden på eksemplarisk vis. Kom så Danmark!” lyder peptalken fra lederen for sportsspil hos Norsk Tipping, Ole Johnny Sundt.
Han fortæller, at mens der naturligvis er flest, der tror på de store lande som Frankrig, Tyskland og England, så er Danmark slet ikke langt efter.
“Hos os er fem procent af alle væddemål sat på Danmark som europamester,” fortæller han.
Lige ovre på den anden side af Øresund er billedet det samme:
“Som det ser ud lige nu, så oddser fem procent på, at Danmark vinder EM. Vi vurderer, at holdet når til kvartfinalerne, men meget kommer til at afhænge af Rasmus Højlunds succes. Vi kan også se, at der er flere, der har spillet på den gamle maestro, Christian Eriksen, som topscorer,” siger Niclas Ivarsson, der er chef for sportsspil hos Svenska Spel.
Sådan ser det altså ud i Norge og Sverige, som jo ikke selv er med ved EM. Men hvordan mon så det ser ud i Frankrig, hvor kunderne hos det statsejede selskab Francaise des Jeux, kan heppe på Kylian Mbappe og de andre topspillere fra deres eget Les Bleus?
“Indtil nu har vi lige omkring 3 procent af væddemålene, der er sat på Danmark. 70 procent har satset på Frankrig. Men som jeg ser det, vil det også være en fiasko, hvis Frankrig ikke vinder EM. Jeg ser ikke noget stærkere hold end Frankrig, men bolden er jo rund,” lyder vurderingen fra Mathieu Morice, fra afdelingen for sportsspil hos Francaise des Jeux.
Til sammenligning beretter Danske Spil, at 16,5 % af kunderne tror på et dansk europamesterskab.
Søndag spiller Danmark sin første EM-kamp mod Slovenien – og hverken hos det statslige slovenske spilleselskab eller dets kunder, er der meget selvsikkerhed at spore:
“Vi håber på en uafgjort mod Danmark, men danskerne er favorit. Indtil videre er 75% af alle væddemål sat på Danmark, mens kun 13 er på Slovenien,” fortæller Borut Bohinc Pozdrav fra Sportna Loterija.
“Vi tror, at danskerne når kvartfinalen, men med en smule held kan I også gå hele vejen som i 1992,” lyder det høfligt fra Ljubljana.
Mest læste nyheder
© 2024 CONNERY ApS • Cookie- og privatlivspolitik • Persondatapolitik • CVR-nr.: 33505302 • Hobrovej 42 D 1, 9000 Aalborg