BESTSELLER klæder de danske atleter på ved sommerens OL og PL i Paris

Når det danske hold drager mod Paris til sommer, bliver det iklædt dansk design fra BESTSELLER-mærkerne JACK & JONES og VERO MODA. Det er femte gang i træk, at modevirksomheden designer og leverer den officielle OL/PL-kollektion.

Foto: Bestseller A/S
Foto: Bestseller A/S

Millioner af seere verden over forventes at følge med, når den olympiske åbningsceremoni for første gang finder sted i et offentligt byrum. Det sker i Paris og på Seinen, hvor de danske atleter kommer til at sejle gennem hjertet af byen iklædt tøj i rød-hvide nuancer designet til lejligheden.

Indmarchsættet er blot ét af de stykker tøj, som udgør de danske atleters garderobe, når de ikke er i konkurrence i Paris. Som officiel partner er det igen danske BESTSELLER, der leverer netop den garderobe.

– I Danmarks Idrætsforbund spiller vores partnere en afgørende rolle for udviklingen af dansk eliteidræt og ikke mindst for Danmarks deltagelse i Paris 2024. Vi er utrolig glade for vores samarbejde med BESTSELLER, der bidrager til det. Samtidig er det BESTSELLER, der skaber den kollektion af tøj, atleterne bærer, når de ikke konkurrerer, og som bidrager til sammenholdet og sikrer, at vi repræsenterer Danmark på bedste vis, når vi er i Paris. Og BESTSELLER har i den grad formået at skabe en stilfuld kollektion med omtanke for materialevalg – og som også tager højde for atleternes behov, siger Søren Simonsen, Chef de Mission, Danmarks Idrætsforbund.

Feedback fra atleter

 Kollektionen er fra start til slut skabt i samarbejde med OL/PL-atleter, som har givet feedback på tidligere kollektioner og deltaget i forskellige events med BESTSELLERs designere og indkøbere. Alt sammen for at sikre, at det tøj, atleterne skal bære, mens de for manges vedkommende er en del af det største event i deres karriere, har de optimale betingelser i form af tøj, der er tilpasset forholdene og det, som atleterne kræver.  

– Det er med meget stor respekt for opgaven, at vi designer en kollektion til vores dygtige, danske atleter. Vi lytter til dem og sikrer os, at deres behov er tænkt ind i hvert stykke tøj. I BESTSELLER vægter vi talent, passion og vedholdenhed højt, og derfor er det altid inspirerende at samarbejde med danske atleter, der går efter deres drømme. At vi får mulighed for at klæde dem på, mens de står overfor deres største, sportslige mål, er et privilegium, vi er stolte af og meget ydmyge over for, siger Anders Gam, der er direktør i JACK & JONES.

Mens de kvindelige, danske atleter er iført tøj fra VERO MODA, leverer JACK & JONES kollektionen til de mandlige atleter.

Én af de atleter, der skal bære den danske OL/PL-kollektion for anden gang, er taekwondokæmperen Lisa Kjær, som vandt paralympisk guld i Tokyo. Hun har også været med til at give input til BESTSELLERs design- og indkøbsteams undervejs i tilblivelsen af kollektionen:

– Det er en helt særlig følelse at trække i den officielle kollektion sammen med resten af det danske hold. Man bliver ekstra stolt, når man bærer Dannebrog på armen, siger Lisa Kjær og tilføjer:

– Og så kan jeg godt lide, at den nye kollektion supplerer de rød-hvide farver med en beige og en blå farve. Det er sjovt at se udviklingen i kollektionerne fra gang til gang.

Inspireret af Danmark

Kollektionen, der indeholder alt fra sweatsuits og jakkesæt til bøllehatte og solbriller, er inspireret af de danske farver.

– Vi har taget udgangspunkt i den røde farve fra Dannebrog og ladet os inspirere af den danske kystlinje; den blå farve fra havet og den lyse farve fra sandet. De farver har vi kombineret med små detaljer som parisiske monumenter og franske udtryk for at vise vores kærlighed til årets værtsby, siger Bettina Holst, der er direktør for design og indkøb i VERO MODA.

– Den første kollektion, vi designede til Beijing 2008, var primært en casual kollektion, men i dag har det udviklet sig til at være både en sports- og trendkollektion. Med Paris som værtsby skulle kollektionen selvfølgelig have et touch af fashion, afslutter Bettina Holst.

Del artiklen:

© 2024 CONNERY ApS • Cookie- og privatlivspolitikPersondatapolitik • CVR-nr.: 33505302 • Hobrovej 42 D 1, 9000 Aalborg