Aarhus Airport’s massive investeringer og omfattende turnaround afspejles fortsat på bundlinjen. Lufthavnens regnskab for 2023 viser et forudset stort underskud på 83,2 millioner kroner.
Aarhus Airport rundede 2023 af med en passagerfremgang på 29 procent set i forhold til 2022. Det er det højeste antal passagerer siden 2012, og udviklingen gjorde Aarhus Airport til den hurtigst voksende danske lufthavn i 2023. Men selvom 542.958 rejsende gik igennem terminalerne, afspejler den positive passagerfremgang sig som forventet endnu ikke på bundlinjen. Det fremgår af lufthavnens netop godkendte årsregnskab, der viser et underskud på 83,2 millioner kroner, hvilket er 3,2 millioner mindre end i 2022. Passagerfremgangen oversteg forventningerne ved årets start, og årets resultat, før finansielle omkostninger og afskrivninger, er således bedre end det forventede. Selskabet realiserede et driftsmæssigt resultat for 2023 på -50,6 millioner kroner mod -56,0 millioner kroner året før. Bestyrelsen anser resultatet som tilfredsstillende, da det fuldt ud reflekterer den lagte plan for renoveringen og revitaliseringen af Aarhus Airport.
”Der er intet overraskende i tallene. Bestyrelsen følger den vedtagne forretningsplan. Vi arbejder målrettet for at tiltrække nye ruter til lufthavnen og nå vores ambition om at tredoble antallet af gæster inden udgangen af 2029. Det kræver store investeringer i både anlæg og ressourcer at geare lufthavnen til at håndtere mere end 1,5 millioner passagerer, og vi forventer at være i mål med sidste del af totalmoderniseringen i 2025”, siger Lars Dige Knudsen, der er bestyrelsesformand for Aarhus Airport.
Aarhus Airport fremstår i dag som en topmoderne international lufthavn, og potentialet er massivt. Danmarks største kundeunderlag, næst efter København, er beliggende inden for en køretid på fem kvarter fra Aarhus Airport, og det giver lufthavnen de rette forudsætninger for at være østjydernes foretrukne lufthavn og tiltrække gæster fra hele Vestdanmark. I april var Aarhus Airport vært for Europas største ruteudviklingskonference, Routes Europe 2024. Her blev destinationen vist frem, og forretningspotentialet åbenbaret for 1.200 beslutningstagere inden for luftfartsbranchen, og det har givet ruteudviklingen et positivt skub. De igangværende dialoger med flyselskaber om udvidelse af rutenetværket styrker lufthavnens ambitioner om at realisere det første mål på 1,5 millioner rejsende om året inden for de næste tre til fire år.
”Kapacitetsudfordringer i flybranchen gør, at passagertilvæksten aktuelt ikke følger potentialet. Vi har ikke nok flysæder til rådighed, men til gengæld er flyene til og fra Aarhus Airport mere fyldte. Passagervæksten skal opnås gennem et større og stærkere rutenetværk, så vi kan hente de passager hjem, som lufthavnen i dag lækker til Hamborg og København”, siger bestyrelsesformand Lars Dige Knudsen, der forventer en vækst i 2024 på op mod 10 procent sammenlignet med 2023.
Aarhus Airport er midt i en restrukturering af kapitalforholdene, og lufthavnen har en konkret dialog med en seriøs potentiel investor. Lufthavnen har netop meddelt eksklusivitet til denne investor med henblik på gennemførelse af en såkaldt due diligence i løbet af 3. kvartal. Der forventes en afklaring på denne dialog i løbet af efteråret. Lufthavnens egenkapital udgjorde 140 millioner kroner ved udgangen af 2023, og den disponible likviditet var 60 millioner i starten af 2024. Det forventes først, at der genereres overskud fra den primære drift i 2026.
Mest læste nyheder
© 2024 Copenti ApS • Cookie- og privatlivspolitik • Persondatapolitik • CVR-nr.: 42267937 • H.P. Hansens Plads 32, 4200 Slagelse • Tlf: