Fedtemøg, ringe dyrevelfærd og klimabekymring forringer glæden ved årets Landsskue 2024

Allerede i køen til billetlugen kan man fornemme, at det syder og bobler i dansk landbrug. Jeg overhører tilfældigt en snak mellem to ældre landmænd, om hvad der mon nu sker med jordpriserne, efter at resultaterne fra treparten er blevet offentliggjort. Her er der ingen tvivl – hold på jorden, for den bliver kun mere og mere værd. Jeg tænker, kan vi nå det med klimaet, hvis alle tænker sådan? Mon jordfonden på de 40 milliarder vil være nok, og hvordan var det lige, det gik med minkerstatningerne?

Jeg er imidlertid ikke indstillet på at få mit gode humør ødelagt lige med det samme og fortsætter ind på pladsen.

Nogle af de første boder – igen lidt af en overraskelse. Flere politiske partier har opsat telte med flag og slik til børnene. Venstre, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og selvfølgelig Danmarksdemokraterne er at finde på pladsen. Ingen tvivl om hvilke partier, der gerne vil repræsentere landbruget, men behøver de at være til stede på en landbrugsfaglig udstilling?

De politiske temaer er imidlertid til stede overalt på pladsen: bæredygtighed, et klimatelt, ja nu er der også kåring af årets klimako. Den supereffektive ko, som kan producere mest mulig mælk med mindst muligt foder.

Debat: ”Stopper verden med at drikke mælk, hvis vi dropper mælkeproduktionen i Danmark? Nej, lyder svaret fra Landbrug & Fødevarer, men det er der så heller ikke nogen, som har foreslået, men sådan kører retorikken”

Der skal ikke være tvivl om, at dansk landbrug har løsningerne. Klimaudfordringerne – dem avler vi os ud af, lyder det optimistiske budskab fra et af indlæggene i klimateltet. Vi skal fortsætte med den intensive animalske produktion, fordi de teknologiske løsninger på klima- og miljøudfordringerne er lige om hjørnet. Vi skal bare tænke ud af boksen, som det hedder i et andet indlæg. For som L&F retorisk formulerer det på et af de mange skilte: Stopper verden med at drikke mælk, hvis vi dropper mælkeproduktionen i Danmark? Nej, lyder svaret fra Landbrug & Fødevarer, men det er der så heller ikke nogen, som har foreslået, men sådan kører retorikken.

I klimateltet bliver der budt på lidt af hvert. Første bod er da ligetil: spis kartofler! Den er jeg med på, og det kan jeg forstå, og jeg får opskrifter med hjem. Længere inde i teltet går det løs med bud på, hvor mange arbejdspladser, vi kommer til at miste med CO2 afgiften. Tal, som er svære at genkende, når økonomer fortæller os, hvor lidt landbruget fylder i den danske økonomi.

Jeg får at vide, at pyrolyse-teknologien er nu så langt fremme, at den er fuldt skalerbar. Det hjælper sikkert også, at denne teknologi med trepartens aftale nu kan se frem til at modtage 10 milliarder kroner. Det er ikke småpenge, der er i spil, når det gælder om at fastholde den animalske produktion.

På vej ud af teltet – endnu en overraskelse. Her kan man også få reel energioplysning. REO er til stede i teltet for at gøre opmærksom på atomkraftens velsignelser. Jo, dansk landbrug har fuld skrue på løsningerne.

Jeg må videre og finder frem til kødkvægsracerne. Tre limousinekvier konkurrerer om fløjpladsen, og jeg hører dommeren fortælle, hvad der gjorde udfaldet. Længden på dyret, simpelt hen. En centimeter giver 10 kg ekstra vægt på slagtekroppen. Det er da noget, men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke: her må der da være en grænse? Hvor langt kan vi egentlig gå i avlen? Rækken af velfærdsproblemer i den intensive produktion er velkendt: pattegrise, som er alt for små ved fødslen eller hurtigt voksende kyllinger, som ikke kan bevæge sig. Disse prægtige dyr har nok fine forhold derhjemme, men de sætter jo retningen for de dyr, som skal levere mælk og kød til spotpriser i supermarkederne.

Det lykkes mig at finde et par små boder i naturhjørnet, hvor jeg får tips til fermentering af grøntsager og smagsprøver på retter med danske ærter. Det smager fantastisk godt, men køerne her kan alligevel ikke måle sig med køerne ved burgerbaren. Ingen tvivl om at den animalske produktion endnu ikke er alvorligt udfordret af den grønne madbølge. Hvad kunne man ikke få her for bare en brøkdel af, hvad man bekoster på pyrolysen.

Besøget er forbi. Var det en god dag? Faktisk ikke. Den glæde jeg tidligere havde ved at se det ypperste af, hvad dansk landbrug kunne præstere, bliver i dag overskygget af fedtemøg, dyrevelfærdsproblemer og et klima, som er langt fra normalen. Nu skal jeg altså i gang med at spise danske ærter hjemme i mit køkken.