SMVdanmark jubler over iværksætteraftale: Et stort løft af Danmark som iværksætterland

Danmark får nu sin første nationale iværksætterstrategi med over 40 tiltag, der på en lang række områder skaber bedre vilkår for landets iværksættere. Virkelig positivt for både nuværende og kommende iværksættere og for resten af vores samfund, som nyder godt af deres virkelyst, lyder vurderingen fra SMVdanmark.

Foto: Ulrik Jantzen
Foto: Ulrik Jantzen

Så er det en realitet: Med en bred politisk aftale mellem regeringen, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti får Danmark nu sin første nationale iværksætterstrategi. Aftalen vækker jubel hos SMVdanmark, der repræsenterer 18.000 små og mellemstore virksomheder:  

“Det er et stort løft af Danmark som iværksætterland, at vi nu får en ambitiøs samlet strategi for iværksætteri. Jeg synes oprigtigt, at landets nuværende og kommende iværksættere kan glæde sig over denne aftale. Den vil på en lang række områder klart forbedre vilkårene for dem, der tager initiativ, skaber nye virksomheder og nye jobs. Det er virkelig, virkelig positivt. Både for iværksætterne og for resten af vores samfund, som nyder godt af deres virkelyst,” sige adm. direktør i SMVdanmark Jakob Brandt 

Den nye strategi rummer over 40 initiativer, der adresserer udfordringer på tværs af flere ministerområder som erhverv, skat, beskæftigelse og undervisning. Herunder mange tiltag som SMVdanmark har været med til at pege på.

“Jeg glæder mig over, at regeringen Folketingets partier har lyttet til os og de mange andre gode kræfter, som har været med til at pege på, hvad der skulle til. Vi slipper af med flere skøre skatteregler, der ramte iværksættere helt urimeligt hårdt. Vi får lettelser af skatten på investeringer og bedre muligheder for at gøre brug af crowdfunding, hvilket gør det nemmere at rejse kapital til sin virksomhed. Det er godt nyt for både små, lokale selvstændige og iværksættere med store, globale vækstdrømme,” siger Jakob Brandt. 

Mere crowdfunding, færre benspænd på barsel, banker og bureaukrati 

Danmark er det eneste land i Europa, hvor man har gjort det ulovligt for anpartsselskaber at bruge crowdfunding, men det ændrer dagens aftale på. Det vil potentielt gavne næsten 130.000 danske virksomheder ved at forbedre deres adgang til finansiering og skabe tiltrængt konkurrence for bankerne, vurderer SMVdanmark. 

”Danske iværksættere vil få adgang til 2 mia. kr. mere hvert år, hvis vi i Danmark bliver lige så gode til at bruge crowdfunding, som man er i f.eks. Holland. Det potentiale kan vi nu komme i gang med at realisere,” siger Jakob Brandt. 

For SMVdanmark har det også været en central prioritet, at der skulle være initiativer med, som sikrer ret til en erhvervskonto, begrænser bureaukrati samt giver mere fleksibilitet i barselsreglerne for selvstændige.  

”Jeg er glad for, at man fjerner nogle af de her benspænd, som iværksættere og selvstændige oplever i hverdagen i forhold til barsel, banker og bureaukrati. Her har vi modtaget en række ønsker til endnu større fleksibilitet og mindre bureaukrati fra iværksættere, som vi har videreformidlet til politikerne. De er desværre ikke alle kommet med, så vi håber, at der er politisk vilje til at genbesøge nogle af disse temaer, da vi ved, hvor meget det betyder for iværksætterne rundt omkring i landet. Det gode er, at det ikke behøver at koste noget,” siger Jakob Brandt.  

Med dagens aftale kan lovgivningsarbejdet gå i gang. Det forventes, at de første initiativer kan få effekt allerede fra årsskiftet.  

Del artiklen:

© 2024 Copenti ApSCookie- og privatlivspolitikPersondatapolitik • CVR-nr.: 42267937 • H.P. Hansens Plads 32, 4200 Slagelse • Tlf: +45 39 39 32 45