Aarhus Kommune har besluttet, at det kommunale plejecenter i Viby J. skal drives af Forenede Care – igen.
Fra d. 1. september tager samarbejdet mellem plejeleverandøren Forenede Care og Aarhus Kommune afsæt i en ny kontrakt, der kan forlænges frem til 2036.
Forenede Care overtog i 2014 driften af Bøgeskovhus. Dengang satte kommunen plejecenteret i udbud, da det havde brug for et løft.
I dag ligger medarbejdertilfredsheden på 96 %, sygefraværet er lavt, der er ikke rekrutteringsudfordringer i modsætning til i branchen generelt, og beboertilfredsheden er høj. Der er mange grunde til, at Forenede Care ifølge adm. direktør Stine Louise Eising er valgt igen:
”Vi har haft et supergodt samarbejde med kommunen og er glade for at skulle fortsætte driften af Bøgeskovhus. Vi blev bl.a. valgt, fordi vores beboere i mindre grad end beboere på andre plejecentre er indlagt på hospitalet. Forenede Care er sat i verden for at gøre en forskel – og at vi er særligt gode til at passe på vores beboere, gør mig meget stolt,” siger hun.
Lokalcenter Bøgeskovhus er hjem for omtrent 125 beboere samt arbejdsplads for 95 fastansatte medarbejdere og elever.
På flere måder har Bøgeskovhus i årenes løb samarbejdet med kommunen, fx har Forenede Care udviklet en særlig lejlighedsaudit, som baner vejen for endnu pænere og hyggelige plejeboliger. Redskabet er nu også implementeret på andre af kommunens plejecentre.
”Vi har udviklet et anvisende skema, som medarbejderne blev rigtig glade for. Et simpelt tiltag, der skaber fokus og en gør en konkret, mærkbar forskel. At andre i kommunen også har taget det til sig, er jo bare endnu et skulderklap. Vi ser frem til at deltage og bidrage også i fremtiden,” siger Stine Louise Eising.
Også I Aarhus Kommune er der tilfredshed med, at Forenede Care fortsat skal drive plejecenteret Bøgeskovhus:
”Jeg er meget tryg ved, at Forenede Care fortsat skal levere velfærd på et højt niveau. Og derudover at ældre borgere igen får muligheden for at vælge et alternativt til det, vi som kommune kan tilbyde,” siger rådmand for Sundhed og Omsorg Christian Budde.
Mest læste nyheder
© 2024 Copenti ApS • Cookie- og privatlivspolitik • Persondatapolitik • CVR-nr.: 42267937 • H.P. Hansens Plads 32, 4200 Slagelse • Tlf: