Pressemeddelelse
Usikkerhed og udskydelser på grund af ekstreme vejrforhold præger sommerens store sportsbegivenheder. Det er med til at sætte klimaforandringerne på dagsordenen verden over.
Usikkerhed og udskydelser på grund af ekstreme vejrforhold præger sommerens store sportsbegivenheder. Det er med til at sætte klimaforandringerne på dagsordenen verden over.
VM i fodbold i USA, Canada og Mexico er uden sammenligning den mest klimabelastende slutrunde i historien.
Omkring 9 millioner ton CO2 – ikke mindst fra flytransport for de 48 hold og millioner af tilskuere – er en fordobling af udledningerne fra VM i Qatar for fire år siden og svarer til næsten en fjerdedel af Danmarks samlede årlige udledninger.
Men sommerens store sportsbegivenheder – herunder VM – er også med til at sætte klimaforandringerne på dagsordenen verden over.
”Ekstremt vejr med stigende temperaturer, voldsom nedbør og tørke rammer alt og alle – ikke mindst verdens mest udsatte. Men når det også rammer VM i fodbold og Tour de France, vækker det opsigt i langt højere grad, end når forskere, ngo’er og aktivister forsøger at råbe verden op,” siger Jonas Nøddekær og uddyber:
”Det er grotesk, men når cykelløb risikerer at blive aflyst på grund af skovbrande, eller når fodboldspillerne fra Mexico og England og 87.000 tilskuere må søge ly på grund af kraftigt tordenvejr over Mexico City, så indser millioner af sportsglade mennesker, at ekstremt vejr ikke bare kan løses med en ekstra cooling break efter 22 minutters spil. Det kræver handling, hvis de sportsgrene, vi elsker, skal overleve som udendørsaktiviteter.”
Folkekirkens Nødhjælp samarbejder med organisationen Football for Future om at sætte fokus på behovet for klimatilpasning af fodboldbaner og lokalsamfund.
Football for Future har udarbejdet analysen Baner i fare, der viser, at 14 ud af 16 VM-værtsbyer allerede oplever vejrforhold, som udfordrer sikre spilleforhold på grund af høje temperaturer, kraftige tordenstorme, lyn, ekstrem nedbør og oversvømmelser.
Samtidig peger de to organisationer på behovet for klimatilpasning tættere på græsrødderne. I Nairobi, Kenyas hovedstad, efterlod voldsomme oversvømmelser i 2024 tusindvis af familier uden hjem og satte blandt andet den lokale fodboldbane i det udsatte område Mathare under vand.
Banen er siden blevet genetableret ved hjælp af lokale kræfter, men historien illustrerer, hvordan klimaforandringer truer store stadioner – og i endnu højere grad de steder, hvor fremtidens spillere udvikler sig.
Elliot Arthur-Worsop, grundlægger af Football for Future, siger:
”Mathare minder os om, at fodboldens fremtid ikke starter på de store stadioner. Den starter på de lokale baner, i kvartererne og i de fællesskaber, hvor unge mennesker hver dag finder håb, muligheder og troen på egne evner gennem sporten. Når Østafrika med Kenya, Uganda og Tanzania som værter gør klar til de afrikanske mesterskaber i fodbold til næste år, har vi en enestående mulighed for at sikre, at turneringen efterlader en arv, der beskytter og styrker netop de steder, hvor fodbolden begynder.”
Læs også: