Pressemeddelelser

Daniel Sørensen er ny trælastdirektør i STARK Grenaa

Pressemeddelelse

wicki
Af wicki 16. januar 2026

Pressemeddelelse

Med solid erfaring fra både håndværkerfaget og salgsledelse tiltræder Daniel Sørensen som ny trælastdirektør i STARK Grenaa. Han vil styrke forretningen som byens foretrukne mødested for professionelle håndværkere.

STARK Grenaa har fået ny trælastdirektør. Den 1. januar 2026 tiltrådte Daniel Ræbild Strauss Sørensen rollen som leder for den lokale forretning.

Daniel er uddannet tømrer og har siden bygget en solid karriere i byggebranchen. Han kommer fra en stilling som salgs- og marketingchef hos Dolle Nordic, der er verdens største producent af loftstrapper, og har tidligere haft salgsroller i STARK Brabrand og STARK Viby. Med erfaring som både håndværker og salg fra byggemarked og leverandørledet har Daniel prøvet alle sider af branchen.

”Jeg har drømt om at få lov til at stå i spidsen for en STARK forretning, og nu er muligheden her. Vi har et stærkt team i Grenaa med stor erfaring, og jeg glæder mig til at udvikle forretningen sammen med dem,” siger Daniel Sørensen.

Hans vision for STARK Grenaa er klar: Forretningen skal være byens foretrukne afhentningssted for de professionelle, et aktivt mødested for områdets håndværkere med leverandøraktiviteter og gode tilbud – og et sted, hvor både kunder og medarbejdere oplever rammerne som indbydende og inspirerende.

”Jeg ser frem til at møde kunderne og vise alle de services og værktøjer, vi tilbyder for at være en stærk partner i deres byggeprojekter,” tilføjer han.

STARK Grenaa har i dag 11 medarbejdere og er kendt for et sammentømret team med høj anciennitet og lokal forankring.

Kim Bomholt, regionsdirektør i STARK, ser frem til samarbejdet:

”Daniel har en unik kombination af praktisk erfaring og kommerciel indsigt, som gør ham til den helt rigtige til at lede STARK Grenaa. Vi ser frem til at følge hans arbejde med at styrke relationerne til områdets håndværkere og udvikle forretningen som et lokalt mødested for byggebranchen”.

Daniel Sørensen kommer fra Djursland, og han bor i Ugelbølle sammen med hans kone og deres to døtre på 1 år og 4 år. 

Pressemeddelelser

Se flere artikler