Den europæiske magtbalance tipper – og Paris mærker presset

I årtier har Europas sikkerhed hvilet på en stiltiende arbejdsdeling: Frankrig stod for militær slagkraft og strategisk initiativ, Tyskland for økonomisk tyngde. Den model er nu under opløsning.

Med en planlagt forsvarsinvestering på mere end 500 milliarder euro og en NATO-målsætning nået før tid er Tyskland ved at etablere sig som kontinentets ubestridte militære kraftcenter.

For Frankrig er udviklingen svær at ignorere. Landets egne budgetmæssige begrænsninger gør det vanskeligt at følge med, og flere franske embedsmænd taler åbent om risikoen for politisk marginalisering.

“Frankrigs indenrigspolitiske skrøbelighed svækker vores geopolitiske gennemslagskraft,” siger François-Xavier Bellamy. “Det er en realitet, vi må forholde os til.”

Ifølge Claudia Major handler fransk uro i høj grad om identitet. “Tysklands nye rolle afslører en fransk usikkerhed. Det er ikke nødvendigvis Tyskland, der ændrer sig mest – men Frankrigs relative position.”

Samtidig skaber Tysklands styrke nye magtlinjer i EU. Berlin er bedst rustet til at levere strategiske kapaciteter som missilforsvar, rumovervågning og logistik – områder, hvor Europa i dag er stærkt afhængig af USA.

Men udviklingen er ikke uden risici. Det fælles fransk-tyske FCAS-projekt vakler, og Tysklands tidligere orientering mod amerikanske våbensystemer har undermineret tilliden.

Den politiske dimension gør billedet endnu mere komplekst. AfD’s fremgang i Tyskland rejser spørgsmålet om, hvordan Europas stærkeste militær vil blive brugt, hvis de politiske forudsætninger ændrer sig.

Som Jana Puglierin formulerer det: “Bekymringen handler ikke om Bundeswehr i sig selv – men om hvem der en dag kan komme til at kontrollere den.”