“Zeroing out”: Når soldater frygter deres egne mere end fjenden

Krig har altid haft brutale sider. Men i de lækkede petitions til den russiske ombudsmand tegner der sig et særligt mønster af indre vold og tvang, der ifølge The New York Times bliver brugt til at holde fronten fyldt med mænd.

En soldaterhustru beskriver stemningen sådan: “We’ve been living in fear for three years, keeping silent about everything… I’m being torn apart on the inside from the injustice!”

Materialet omfatter over 6.000 klager. NYT skriver, at dokumenterne ved en fejl blev tilgængelige online i en periode. De kontaktede over 240 klagere; 75 bekræftede, at de havde indsendt en petition. Mange vedlagde bilag, men avisen understreger samtidig, at ikke alle konkrete påstande kunne verificeres.

Et ord, der får familier til at skrive til staten

Begrebet obnuleniye – “zeroing out” – optræder i klagerne som en trussel, nogle familier mener er konkret og nært forestående. Det kan betyde, at en soldat sendes på en mission, hvor han forventes at dø. Eller at han bliver dræbt af egne.

Said Murtazaliyev, 18, sendte en video til sin mor: Han hævdede, at han havde indsamlet omkring 15.000 dollars i bestikkelse fra medsoldater, der betalte for at undgå en “sikker-død”-mission – og at kommandøren derefter sendte ham selv. Han er ikke hørt fra siden.

Vold som disciplin

Klagerne beskriver også fysisk afstraffelse for protest, for at nægte missioner eller for ikke at betale.

En mor, Oksana Krasnova, vedlagde en video af sin søn og en kammerat håndjernslænket til et træ i flere dage uden mad, vand eller toilet. Hun skrev: “They are not animals!”

Sønnen, Ilya Gorkov, siger, at han filmede episoden nær Kreminna. I dag nægter han at vende tilbage: det “would be like signing my own death warrant.”

Han siger også: “People in wheelchairs are being sent to the front, without arms or legs… I saw it all with my own eyes.”

Når uegnethed ikke stopper en ordre

Et andet gennemgående tema er udsendelse trods alvorlige skader og sygdomme. Klagerne omtaler alt fra brækkede lemmer og svær sansenedsættelse til psykiske lidelser og kræft.

Flere beskriver, at medicinske tjek er overfladiske. En søster til en soldat hævder, at en kommission i Voronezh behandlede 100 mænd i timen. Andre beskriver, at soldater sendes tilbage, før deres egnethed er vurderet.

Krigsfanger sendt tilbage

Dokumenterne indeholder også klager om tidligere krigsfanger, der efter udveksling bliver sendt tilbage i kamp hurtigt – i enkelte tilfælde dagen efter.

En soldat beskriver, at hans psykiske tilstand gør det farligt:
“Given my psychological state, sending a former prisoner of war to an active combat zone is a rash decision…”

Afpresning som parallel struktur

Bestikkelse og afpresning går igen i klagerne: betaling for orlov, forflyttelse eller for at slippe for de farligste opgaver. Nogle beskriver kommandører, der kræver en del af udbetalinger efter skader.

Klagerne om de groveste overgreb ser ifølge materialet ud til at være særligt koncentreret i enheder med rekrutter fra fængsler eller varetægtsfængsling.

Anklager om skjul af drab

En af de mest voldsomme fællesklager – underskrevet af 10 kvindelige pårørende – anklager en enhed for drab på egne og for at skjule beviser:
“To conceal evidence of the murders… buried… or blown up with antitank mines… leaving virtually nothing behind.”

Et mønster, der lever af stilhed

NYT beskriver, at mange klagere frygter repressalier. Det kan betyde, at kun en brøkdel af episoderne nogensinde bliver skrevet ned.

Men når ordet “zeroing out” bliver skrevet igen og igen, peger det på en brutal logik: Hvis mandskab er den vigtigste ressource, bliver mennesker presset ind i systemet – og holdt der – med en blanding af trusler, vold og økonomisk udnyttelse.

For familierne er det ikke en abstrakt analyse. Det er et spørgsmål om, hvorvidt næste besked fra fronten bliver den sidste.