Pressemeddelelse
I 2026 får både pendlere, turister og grænserejsende markant bedre muligheder for hurtig opladning – direkte ved motorvejen. Vejdirektoratet sætter strøm til otte nye ladeparker ved rastepladserne Frøslev, Ustrup, Harte og Skærup.
Med en ambition om at alle lange ture skal kunne klares i elbil – uden besværlige omveje – er Vejdirektoratet i fuld gang med at udbygge ladeinfrastrukturen i hele Danmark.
Fra 1. januar 2026 bliver det langt nemmere at være elbilist i Trekantområdet og det sønderjyske. Vejdirektoratet sætter nemlig strøm til otte nybyggede ladeparker på rastepladserne ved Skærup, Harte, Ustrup og Frøslev.
Med de nye ladeparker kan elbilister lade op direkte ved motorvejen uden at forlade ruten.
“Det skal være så let som muligt at køre elbil i Danmark. Med ladeparkerne ved Skærup, Harte, Ustrup og Frøslev får vi lukket et vigtigt hul i den sønderjyske ladeinfrastruktur. Hurtig opladning på de længere ture er efterspurgt fra elbilisterne og med åbningen af endnu flere ladeparker forbedres elbilisternes lademuligheder markant der, hvor behovet er størst,” siger transportminister Thomas Danielsen.
Flere lynladere der, hvor trafikken er – og behovet størst
Ladeparkerne ligger langs nogle af de mest trafikerede strækninger i regionen, og de får stor betydning for både hverdags- og ferietrafikken.
I alt bliver der sat strøm til 108 ladepladser med op til 400 kW i Syd- og Sønderjylland:
Skærup rastepladser (E45, Trekantområdet)
Et vigtigt knudepunkt mellem Vejle, Kolding og Horsens. De nye ladeparker kan håndtere mange elbiler på en gang og giver et bedre flow på en af landets mest belastede strækninger.
Ustrup rastepladser (E45 mellem Aabenraa og Haderslev)
Med den stigende elbiltrafik vil de nye ladeparker aflaste forbindelsen mellem trekantområdet og Sønderborg/Aabenraa.
Harte rastepladser (E20 vest for Kolding)
Placeringen ved Harte er et naturligt knudepunkt for både pendlere og ferietrafikken mod Vestkysten og med de nye ladeparker, kan endnu flere elbilister svinge forbi og lade deres bil op på farten – også dem med campingvogn på slæb.
Frøslev rastepladser (E45 ved den dansk-tyske grænse)
Her vil de nye ladeparker give pendlere og ferierejsende en sikker mulighed for hurtig opladning tæt på grænsen.
Læs også:
Ny energi til både bil og fører
De nye ladeparker er indrettet med:
- Lynladning op til 400 kW
- Pladser til opladning med trailer, campingvogn og varevogn
- Overdækning med solceller
- Nem indkørsel og bedre mulighed for at finde en ledig stander
- Plads til kørestolsbrugere
- Adgang til mad, drikke og toiletter på rastepladserne
”Vi har fokuseret på både kapacitet og komfort. Man skal hurtigt kunne finde en ledig ladestander og samtidig få en god pause undervejs,” siger projektleder i Vejdirektoratet, Jonas Johnsen og tilføjer:
”Det er bare at dreje ind, lade op og køre videre.”
De lokale ladeparker er en del af en større national indsats under Infrastrukturplan 2035, hvor Vejdirektoratet åbner 22 nye ladeparker med 288 lynladere langs motorvejene.
FAKTA: Nye ladeparker i Syd- og Sønderjylland
Åbner 1. januar 2026
| Rasteplads | Motorvej | Nye ladepladser | Ladeoperatør |
| Skærup Øst | E45 Østjyske Motorvej | 22 | Norlys og OK |
| Skærup Vest | E45 Østjyske Motorvej | 22 | Nordlys og Cirkle K |
| Harte Nord | E20 Esbjergmotorvejen | 6 | E:ON |
| Harte Syd | E20 Esbjergmotorvejen | 6 | E:ON |
| Ustrup Øst | E45 Sønderjyske Motorvej | 16 | Norlys og Circle K |
| Ustrup Vest | E45 Sønderjyske Motorvej | 16 | Norlys og Circle K |
| Frøslev Øst | E45 Sønderjyske Motorvej | 10 | Circle K |
| Frøslev Vest | E45 Sønderjyske Motorvej | 10 | Circle K |
Læs mere om de enkelte ladeparker Ladeinfrastruktur | Vejdirektoratet
Kør langt. Lad let
Vejdirektoratet arbejder for, at det skal være lige så nemt at køre på el som på benzin og diesel – også på de længere bilture. Ambitionen er at:99,9 pct. af alle lange ture skal kunne gennemføres i en elbil uden at køre en omvejIngen skal vente mere end to minutter på at lade på årets travleste dag
|
| Et bidrag til den grønne omstillingMed Infrastrukturplan 2035 er der afsat 500 millioner kroner til udrulning af ladeinfrastrukturen, som både skal bidrage til den grønne omstilling og sikre et højt serviceniveau for opladning af elbiler Med udgangen af 2026 vil der være cirka 450 offentlige ladepladser tilgængelig langs motorveje og øvrige statsveje.Læs mere om de offentlige lynladere |
Læs også: